Jeg er et menneske med et stort hjerte. Jeg har altid haft en drøm om livet omkring en italiensk storfamilie. Du ved, det afslappede miljø i haven, hvor vi alle spiser og hygger os sammen. Total charme, total hygge. Der er lys, vin, latter – og et ukompliceret fællesskab.
Et erhvervsliv med for meget hjerte grænser sig måske til filantropi, men et erhvervsliv med for lidt hjerte er til gengæld kynisk, koldt og ufrugtbart. For mig opstår et erhvervsliv med hjerte i det øjeblik, vi formår at kombinere ambitionen om en sund virksomhed med ønsket om et sundt forhold mellem mennesker. Jeg tror på, at alle mennesker gør deres bedste med de forudsætninger, de har til rådighed. Det efterlader lederen med den ledelsesmæssige udfordring at udvikle og støtte mennesker der, hvor de hver især er – med hver deres forudsætninger og perspektiver. Og i processen må lederen forblive åben for nye perspektiver.
Jeg elsker at se mønstre og skabe forståelse og koncepter. Når jeg skal køre fra A til B, finder jeg ruten med så få lyskryds som muligt. Som leder for min virksomheds marketingafdeling arbejdede jeg benhårdt for, at vi alle var 100% med på afdelingens vision og de opgaver, vi sammen skulle løse for at realisere visionen. Sådan er det også med mine koncepter; Mindset Challenges (med og uden stilhed) og Mastermind Mindset-træning. Her tager jeg dig under armen og guider dig på en personlig udviklingsrejse, hvor du bliver klædt på til at lede – både dig selv og andre.
Før handling og skabelse kommer tanker og følelser. Det betyder, at længe før Storebæltsbroen stod, eksisterede forestillingen om den. Før familiedramaet brød ud, stak det af med følelser i alle retninger. Og før en virksomhedssucces blev en realitet, opstod målsætningen, planen og motivationen i hovedet på ledelsen. Ved at gøre dig bevidst om dine tanker og følelser, kan du skabe nye og mere konstruktive måder at handle på. Du kan blive en bevidst skaber af et arbejdsliv, der matcher dine værdier og drømme.
Jeg har mange gange stået forrest. Taget ansvaret. Og gået vejen. Jeg har set visionen og holdt fokus, selvom andre omkring mig syntes noget andet. Det har ikke været let. Jeg har gennemlevet tider med tvivl, udmattelse og endda stress. Men ønsket om at forstå, lære og udvikle mig har været så stort, at jeg ikke har kunnet acceptere et liv med semitilfredshed.
Det er ikke et liv i overhalingsbanen, jeg taler om her. Tværtimod er det et liv med refleksion, vision og mod til at handle anderledes. Som da jeg i mine 20ere etablerede salgskontorer, konceptbutikker og opbyggede salget i Sverige i samarbejde med to gode kollegaer. Eller da jeg skulle lede en virksomhed, der gik fra at have 200 medarbejdere til at have 450 medarbejdere.
Det er min klare overbevisning, at alting er forbundet. Vi har brug for frisøren, håndværkeren, finansfolkene, virksomhedsejeren, landbruget og alt det andet. Det gælder for Danmark, men også for resten af verden. Vi kan ikke leve uden bierne, der bestøver træer og planter. Vi mærker straks, når lederen er vred eller presset ud over det sædvanlige. Når jeg tænker over denne forbundethed, føler jeg ydmyghed.
Mit arbejde i og med virksomheder foregår ud fra minimum tre perspektiver: ejere, medarbejdere og kunder. Ejerne kan ikke være så umenneskelige, at ingen vil arbejde for dem. Medarbejderne kan ikke få flere kollegaer, mere i løn eller flere goder, end virksomheden kan bære. Og har virksomheden utilfredse kunder – ja, så overlever den ikke længe. Det er altså en treenighed, hvor balancen er essentiel. Og det er lederens opgave at skabe og opretholde denne balance.
I mit arbejde med mennesker arbejder jeg ud fra et holistisk menneskesyn. Vi er meget mere end vores faglige kunnen. Vi er mennesker med bagagen fuld af oplevelser og overbevisninger, som giver mening for os hver især. Vi er mennesker, der skal fungere i såvel privatliv som arbejdsliv – begge ting, som hviler på netop det menneskelige.
Derfor er jeg mindset- og ledelsescoach. Det er roden til alle vores resultater.
50% Complete
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua.